Alle billeder er fra Skrædderlaugets årlige opvisning.
Billederne på denne side er fra Ane Rønnes eget billedarkiv.
Oryé Couture er et dameskrædderi — hvert stykke bliver designet, tilskåret og syet individuelt til kunden.
Ane Rønne er teknologiinstruktør på Det Kongelige Akademi, hvor hun vejleder studerende i at omsætte idéer og design til konkrete, gennemarbejdede løsninger.
Med sin baggrund som skræddermester bidrager hun med en stærk teknisk og håndværksmæssig faglighed. Hun vejleder blandt andet inden for konstruktion, pasform, syteknik, materialeforståelse og forarbejdning og følger processen fra de første idéer og skitser til prototype og færdigt produkt.
Ane Rønne er valgt som viceoldermand og censor i Skrædderlauget, den danske brancheorganisation for skræddere.
Som viceoldermand er hun med til at repræsentere og udvikle faget og bidrage til at fastholde skrædderhåndværkets stærke faglige traditioner. Som censor er hun med til at vurdere og sikre det faglige niveau og kvaliteten i kommende generationers håndværk.
Arbejdet i Skrædderlauget er en naturlig forlængelse af hendes mangeårige engagement i håndværk, kvalitet, præcision og videreførelsen af faglig viden.
Hos Oryé Couture begynder et nyt arbejde med en samtale.
Har du en idé til et stykke tøj, en særlig anledning eller noget, du længe har forestillet dig, er du meget velkommen til at sende en forespørgsel.
Fortæl gerne lidt om dine tanker og den anledning, arbejdet er til. Du behøver ikke have alle detaljer på plads – form, materialer og muligheder finder vi frem til sammen.
Jeg vender tilbage personligt, når jeg har haft mulighed for at se på din henvendelse.
Dameskrædderi · Couture · Syet efter mål